Du, som overvejer at komme på besøg hos os i en kortere periode, f.eks. for at besøge dit fadderbarn, skal vide, at du er meget velkommen til at komme og besøge os.
Vi vil gøre, hvad vi kan for, at dit ophold bliver spændende og fyldt med indtryk. Men det er også vigtigt for os, at vi kan fortsætte vores daglige arbejde, og at det ikke bliver en udgift for os at have gæster på besøg. Derfor har vi strikket denne gæstehåndbog sammen, som gerne skulle besvare de fleste spørgsmål og være med til at undgå misforståelser.
Vores gæstehytter
Ønsker man at bo i vores gæstehytter, så er du velkommen til at booke på www.banda.dk Hytterne ligger ca. 10 min. gang fra kontoret. Priser kan findes på hjemmesiden.
UCCs kontor
UCCs kontor er en arbejdsplads for UCCs ansatte, og som gæst kan man ikke bevæge sig frit rundt på kontoret, da det kan forstyrre de ansatte.
I kontorbygningen findes der en Café Frikadellen, hvor der er internetadgang for caféens kunder. En god ide er at medbringe sin egen bærbare computer, så man kan skrive eller skype hjem. Vi anbefaler, at man som gæst benytter caféen, mens man venter på at mødes med en socialarbejder el lign.
Fadderbarn
Som regel har vi rigtig gode erfaringer med, at faddere besøger deres fadderbørn. Men man skal passe på ikke at skrue forventningerne for højt op. Mange børn er meget generte i starten, og det er også almindeligt, at børnene taler meget lavmælt.
Nogle af børnene har svært ved at begå sig på engelsk, men når barnet får besøg, skal der altid en af UCCs socialarbejdere med. Dette skyldes, at vi mener, at det er vigtigt, at barnet ikke overrumples af gæster, som barnet måske ikke føler sig fortrolig med. Det kan også være problematisk for et fattigt barn at få besøg fra vesten, så derfor er det naturligvis meget vigtigt, at barnet beskyttes bedst muligt.
Derfor må man ikke tage kontakt med sit fadderbarn (hverken på skolen eller i hjemmet) uden at være ledsaget af en af UCCs socialarbejdere.
Det er heller ikke tilladt at tage sit fadderbarn med til sit hotelværelse eller det hjem, man er indkvarteret i.
Vi har flere eksempler på, at det kan være psykisk belastende for et barn at få besøg af en fadder fra vesten, da kulturen er meget forskellig.
Det er derfor meget vigtigt, at man rådfører sig med UCCs ledere og socialarbejdere i forhold til ens fadderbarn, og det man evt gerne vil gøre for at hjælpe barnet og familien. Hvis man som gæst viser denne naturlige respekt for de personer, der har deres daglige virke i Uganda, vil et besøg som regel blive en stor oplevelse for både fadderbarnet og gæsten.
Det kan være en god ide at invitere sit fadderbarn på bytur for at købe nogle af de ting, som fadderbarnet har behov for samt at invitere barnet ud at spise på en lokal restaurant.
Det plejer at være en god succes, men dette skal planlægges i samarbejde med socialarbejderne.
Andre har ønsket at tage deres fadderbørn med på en en-dags-safaritur, hvilket også er en god ide, men det kræver lidt ekstra planlægning, så det er vigtigt at det aftales i god tid, hvis man har lyst til at gøre det.
Indsamlede midler
Mange gæster får hjerte for at indsamle midler til større eller mindre projekter, som de ønsker at igangsætte under deres ophold i Uganda. Vi er naturligvis taknemmelige for de bidrag, der samles ind til UCC, men der har desværre været en del forvirring omkring
indsamling af midler, derfor har vi opstillet følgende regler som naturlig også gælder for gæster:
Ønsker man at samle penge ind til projekter i Uganda, så er der mulighed for det. Vi har lavet nogle regler for dette her:
1. Man er altid velkommen til at støtte et af UCC's projekter, som er startet op af UCC, og som er beskrevet på hjemmesiden. De fleste indsamlinger vil være at finde på hjemmesiden.
2. Det er ikke tilladt selv at starte en indsamling uden UCC's viden, men man kan altid spørge CCD, om man kan samle ind til et projekt. Hvis de vurderer og godkender projektet, kan du begynde din indsamling.
3. Det er ikke tilladt at bruge Child Care Denmark el. Uganda Child Care's navn til at indsamle midler uden en forudgående aftale med os.
4. Har man en tilladelse til at samle midler ind i CCD's navn, SKAL pengene indsættes på CCD's konto. Vi vil herefter se til, at pengene bliver brugt på projektet samt føre regnskab med pengene.
(Det er altså ikke tilladt som fadder selv at indsamle midler i CCD's navn, selv rejse til Uganda og bruge pengene som man selv vil...)
Medbragte gaver
Det er en god ide at fylde sine kilo op med forskellige gaver til sine fadderbørn eller andre fattige børn, man møder. Det er altid en god idé at medbringe ting som brugt tøj og sko.
Hvis man ønsker at lave en indsamling, skal dette naturligvis foregå i overensstemmelse med reglerne for indsamlingen af penge.
Men det kan sagtens være en god ide at lave en indsamling af f.eks, sportsudstyr, mobiltelefoner, computere el. lign, men det er naturligvis vigtigt, at vi har lavet en aftale om, hvad der er behov for, samt hvordan de indsamlede ting fordeles bedst muligt. F.eks er det ofte omsonst at give computerudstyr til et fadderbarn, - men der er ofte et stort behov for ting på f.eks. skolerne.
Hvis man taler sammen om, hvem sådanne ting skal afleveres til, kan vi sammen sikre os, at det kommer flest mulige til gode.
Gaver til UCC medarbejdere
Det er ikke tilladt at give UCC medarbejdere eller samarbejdspartnere gaver eller penge uden samtykke fra UCC.
Rygning
Rygere i Uganda er i absolut mindretal, og folk ryger sjældent offentligt. Vi ønsker så vidt muligt at respektere den kultur, vi bor i, og derfor kan vi ikke tillade os, at vores folk ryger offentligt. Som gæst vil vi ikke fratage dig muligheden for at ryge, men du er nødt til at finde en diskret måde at ryge. Det bedste er, hvis rygningen kan begrænses til at foregå på Banda Lodge og i vores café. Rygning indendørs er ikke tilladt.
Påklædning
Mht. påklædning er der også en del kulturforskelle. Især som pige skal man passe på med påklædningen. At vise navle, skuldre eller knæ anses ikke for at være anstændigt. I gadebilledet kan man finde nogle unge lokale piger, som ”prøver grænser” på disse områder, så grænserne for, hvad der er anstændigt, er ved at rykke sig.
Men som gæster i dette land vil vi gerne respektere kulturen, og dermed synes vi ikke, at det er op til os at ændre på deres grænser for, hvordan man bør gå klædt. Derfor er det vores ønske, at volontører og gæster tænker over det, - især når man skal besøge skolerne i bushen.
Hvide mennesker kan godt tillade sig at klæde sig anderledes, når man er i Kampala, på safari og andre steder, hvor turisme er mere almindeligt. Men i området, hvor vi bor og arbejder, er vi nødt til at tænke på påklædningen.
Ens påklædning og attitude kan desuden være med til, at mænd på gaden kommer med ubehagelige tilråb, som man selv kan mindske ved at være anstændigt påklædt og ved ikke at smile til fremmede mænd.
Transportmidler
Overalt i Uganda vrimler det med knallert-kørsel, som kaldes ”boda-boda”. I sær ude i bushen er det et meget godt transportmiddel, da man kan køre på de små stier, hvor det kan være svært at komme frem i bil.
En ”special hyre” er en alm. personbil med chauffør, som fungerer som en taxa. Man aftaler selv prisen med chaufføren.
Desuden findes der busser på kortere og længere strækninger, men det kan være svært at finde ud af, hvis man kun er på besøg i kort tid.
Vi har 2 biler, som bliver brugt til arbejdet i Uganda Child Care. Så vidt det er muligt, kører vi gæster ud til børnehjemmene eller andre steder. Men du må regne med at betale en kilometerpris for kørsel, som foretages specielt for dig.
Hvis du har nogle planer, hvor det er en fordel at leje en bil, kan vi snakke om muligheden for, at du kan leje en af vores biler, men det vurderer vi fra gang til gang. Normalt lader vi ikke gæster køre bilen selv, da trafikken hernede er temmelig anderledes end i Danmark.
Man kan leje en bil fra ca. 350 kr. om dagen.
Lufthavnskørsel
Transporten til/fra lufthavnen er ikke gratis. Masaka ligger ca 3 timers kørsel fra lufthavnen, og det er ikke forsvarligt at køre så lang en strækning i mørke, - derfor er det nødvendigt, at man overnatter på et hotel, når man ankommer om aftenen.
Transportudgifterne er 2000 ugandiske shilling pr. km. + evt hotel ophold (ca.500 kr.) for dig og chauffør.
Vi sørger for at bestille et værelse til de gæster, der ankommer om aftenen.
Visa
Du skal ikke ordne dit visa til Uganda fra Danmark. Når du ankommer til Entebbe lufthavn skal du købe et visa, som gælder i 1 – 3 måneder. Det koster 50 USD, så derfor er det vigtigt, at du har den valuta med i kontanter.
Valuta
Man kan veksle US dollars til Ugandan Shillings i både Masaka og Kampala. Man får den bedste kurs, hvis man har sedler med pålydende høj værdi (100 dollars). Det er desuden vigtigt, at sedlerne er forholdsvis nye (mindre end 5 år gamle). Er sedlerne af ældre dato, kan man risikere, at banken/vekselskontoret slet ikke vil veksle dem.
Man kan også hæve penge på visakort enten i Masaka, Kampala eller i lufthavnen. Man kan hæve ca. 1800 kr ad gangen i automaterne. MasterCard kan også benyttes.
Vaccinationer
Før man rejser til Uganda, skal man have forskellige vaccinationer for at modstå de værste sygdomme i Uganda. Lægen el. statens serumsinstitut kan give dig de nødvendige vaccinationer. Det er op til lægen at råde dig til hvilke vaccinationer, der er vigtige at få for at komme til Uganda. Vaccinen mod 'gul feber' er obligatorisk for indrejse i landet.
Malaria
Malaria er meget udbredt i Uganda, og vi anbefaler alle gæster, at de tager forebyggende malaria medicin. Man kan med fordel købe nogle præparater billigere i Uganda, men man kan ikke købe Malarone eller Laiam billigere her, - og det er typisk de præparater, der anbefales af de danske læger.
Hvis du opholder dig hos os under dit ophold i Uganda, stiller vi myggenet til rådighed, som vi kraftigt anbefaler, at du bruger. Myggene kommer frem, når det begynder at blive mørkt. Normalt går vi indendørs og lukker dørene for at undgå myggene, men det er også en god idé at medbringe myggespray.
Diarre
Der findes mange bakterier i Uganda, men man kan selv gøre meget for at undgå at få dårlig mave.
Vores bedste råd er:
- Drik ikke vand direkte fra vandhanen. Vandet skal være kogt, filtreret eller vand købt på flasker.
- Vask altid hænder før spisning.
- Undgå at spise friske grøntsager og frugter, som ikke er skyllet i drikkevand. Alt, hvad der serveres hos os, er skyllet i drikkevand, men det kan være et problem på billige restauranter o.lign steder.
- Indtag evt. forebyggende yoghurtpiller (f.eks. pargurth).
- Hvis du får diarre, kan man med fordel stoppe det medicinsk for at undgå at have gener i flere dage. Imodium 2mg er et super godt præparat til dette formål.
Sol
Det kommer ofte bag på folk, at solen kan svitse en af i løbet af ganske kort tid. For at undgå det, bør man bruge en solcreme af høj faktor.
Rejseforsikring
Det er op til den enkelte at vurdere, om man vil tegne en rejseforsikring, men vi anbefaler naturligvis, at man har en rejseforsikring.
TOURIST ATTRAKTIONER:
Safari
Der er forskellige skønne safariparker i Uganda. Dem vi kender bedst, og som ligger tættest på vores bopæl, er Lake Mburo og Queen Elisabeth National Park.
Lake Mburo ligger ca. 2 timers kørsel fra Masaka og er derfor oplagt til en endagstur med mulighed for at se bl.a. zebraer, gazeller, bavianer, aber, flodheste, krokodiller, bøfler, vildsvin og leoparder. Når man skal se dyrene i naturen, kan man aldrig helt vide, hvilke dyr man opdager, men man ser helt sikkert en del af de nævnte dyr. Efter en frokost ved søen, plejer vi at tage en sejltur på søen, hvor man kommer tæt på flodhestene. Hvis det er muligt, kan vi tilbyde at køre på en endagstur til LM. Oftest kommer det til at koste ca 5-600 kr pr person, men det bliver dyrere hvis bilen ikke er fyldt op.
Queen Elisabeth National Park er en større safaripark, som ligger godt 4 timers kørsel fra Masaka.
Dyremæssigt findes de samme dyr som i LM (dog ikke zebraer) men der findes desuden elefanter og løver. Det er en god ide at tage 2 overnatninger i parken.
Vi anbefaler overnatning på King Fisher i QE, som er et ok lodge til en fair pris. Hvis det er muligt, stiller vi gerne en bil med chauffør til rådighed, for at gæster kan komme på en safaritur. Safarien i QE koster ca. 1000 kr per person pr dag alt incl..
Kampala
Der er ikke så mange seværdigheder i Kampala, men der er bedre indkøbsmuligheder. F.eks. kan man shoppe i nogle store indkøbscentre.
.
Skal det være mere afrikansk, kan man gå på opdagelse i det største marked i Østafrika, men så skal man passe godt på penge og kamera.
Der er et nationalmuseum, som kan være ganske interessant med udstillinger fra livet i Uganda for 100 år siden.
Entebbe
Botanisk have i Entebbe er et besøg værd. Den ligger op ad Lake Victoria og der findes mange interessante planter og træer. F.eks. er der gummitræer, kakaoplanter, kaneltræer og meget mere. Det er mest interessant, hvis der er en, der kan guide en rundt, men under
alle omstændigheder er det en flot park, hvor man man med en klase bananer som regel kan fodre aberne på meget tæt hold.
Wildlife Center er en god zoologisk have, hvor dyrene har masser af plads.
Seese Island
Seese Islands er en fredsfyldt øgruppe i Lake Victoria. Fra Masaka tager det ca. 1 time at køre til færgen. Det er et dejligt feriested, hvis man elsker gåture, sandstrand og ferie under primitive forhold. Der er et meget rigt fugleliv.
Jinja
Her har Nilen sit udspring, og herfra er der mulighed for at riverrafte på Nilen, som er et af de bedste steder i verden, hvor man bl.a. kan komme helt op på grade 5. Skal det være så vildt som muligt, kan man desuden springe i elastik. Ønsker man at få oplevelserne med hjem, kan man købe en dvd med film eller billeder.
I Jinja kan man overnatte på Kingfisher Resort, som er et fredsfyldt sted med svimming pool. En familiehytte koster ca 500 kr per nat.
Lake Nabugabo
Lake Nabugabo ligger ca 1 times kørsel fra Masaka. Det er en af de få søer i Uganda, der er sikker at svømme i. Vandet er godt nok ikke så rent, men man kan sagtens nyde en eftermiddag der i ro og mag.
Der er også små hytter, som kan lejes for ca 150 kr per nat.
Krokodillefarmen
Der ligger en krokodillefarm ca 1 times kørsel fra Masaka. Farmen ligger ud til Victoriasøen. Man kan se krokodillerne og hygge sig på stedet, hvor der er en lille restaurant og nogle hytter, hvis man har lyst til at overnatte der. Indgangen koster ca. 20 kr per person.
Ækvator
Når man kører fra lufthavnen til Masaka, passerer man Ækvator, hvor vi normalt stopper, når der er gæster, - så vi kan tage de obligatoriske billeder ☺
Spørgsmål?
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på mail: admin@childcare.dk
Venlig hilsen
Child Care