De sidste to dage inden weekenden kørte jeg rundt med socialarbejder, Walter, i områder omkring Masaka for at uddele påskesække til børn og sponsorsække (madpakker) til familier. 

Sponsorsækkene bliver udleveret til familier i de fattigste områder omkring Masaka. Sækkene indeholder basale råvarer bl.a. ris, bønner, majsmel, sukker, sæbe m.m. 

Den sidste familie, som vi besøgte på vores rute fredag, berørte mig ekstra meget. Vi blev mødt af en storsmilende alenemor med hendes tre børn. De kunne ikke ret meget engelsk, men smilet var ikke til at tage fejl - de var glade for at vi var kommet. I baggrunden kunne man se et lille, gammelt og slidt hus. Børnene gik ikke i skole, tøjet var slidt og de var uden sko.
Da vi havde kommunikeret lidt frem og tilbage, fik vi taget nedenstående billede. Vi gik mod bilen igen for at køre, da en af børnene kom løbende med to æg til mig. Da jeg til at starte med ikke forstår gerningen, og virkelig ønsker at de skal beholde æggene, afviser jeg at tage imod dem. Inden vi kørte kom de så løbende med avokadoer, der gror i deres baghave. Dem tog jeg imod, da jeg nu forstod betydningen af gaven - det var et tegn på deres taknemmelighed.
Jeg var dybt berørt, og i bilen derfra løb en tåre eller to. Jeg blev igen bekræftet i, at den som ejer meget lidt, er den mest gavmilde.

Mvh.
Rikke